AGF-træner accepterer uafgjort: Alt kunne være sket i den kamp
Cheftræner David Nielsen måtte leve med det ene AGF-point, selv om holdet utvivlsomt havde håbet på at hale ind på top 6-holdene. (Arkivfoto.) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
AGF og Silkeborg spillede fredag uafgjort i en chancerig kamp. Begge lejre er rimeligt tilfredse med et point.
AGF og Silkeborg spillede fredag 1-1 i en underholdende og chancerig kamp i Superligaen i holdenes sidste kamp i 2021.
AGF skulle jagte top-6, mens Silkeborg med en sejr kunne lægge god afstand til konkurrenterne under dem - heriblandt AGF, som var fire point efter silkeborgenserne.
Derfor havde begge hold i høj grad brug for de tre point. Holdene måtte dog nøjes med et enkelt hver, og det ærgrer til dels AGF's cheftræner, David Nielsen. Især med det overtag, som holdet havde i første halvleg.
- Det blev en svær kamp. Vi bød dem op, og det var en kamp, der kunne have endt 3-3. Der kunne have været sket alt med den kamp.
- I første halvleg er det vores kamp, og vi havde flere chancer end de havde.
- Så jeg er også sindssygt ærgerlig over, at vi ikke får scoret til 2-0. Vi havde virkelig chancerne til det, siger David Nielsen.
Kigger man på kampen som helhed, er AGF-træneren afklaret med det uafgjorte resultat, som i hans øjne var et fair resultat.
- Det blev en helt vild fodboldkamp. Jeg er egentlig godt nok tilfreds med vores første halvleg og med det, som Silkeborg kommer til.
- Efterhånden som kampen skred frem, får de mere boldbesiddelse, så de fik skabt chancer på os. De fik spillet os tynde nogle gange, siger David Nielsen.
Hos Silkeborg havde cheftræner Kent Nielsen blandede følelser i forhold til slutresultatet:
- Hvis jeg var blevet spurgt om resultatet med et kvarter igen, havde jeg ærgret mig. Der er det os, der har overskuddet, kræfterne og idéerne.
- Hvis jeg var blevet spurgt i første halvleg, havde jeg nok været glad for, at vi kun var bagud 1-0.
- Nu her efter kampen er jeg nøgtern, og så er jeg afklaret med resultatet. Hvis ikke vi er dygtige nok, tager vi gerne det ene point, siger Nielsen om 1-1-resultatet.
Kampen var Silkeborgs tiende uafgjorte kamp i sæsonen, hvilket er flest af alle hold i rækken. Det har SIF-træneren det fint med.
- Mange har sagt, at vi spiller for mange uafgjorte, men det er derfor, vi er fire point foran AGF.
- Det er jo, fordi vi ikke taber, siger Kent Nielsen.
Silkeborg-angriber Nicklas Helenius ærgrer sig over, at holdet ikke landede de tre point. Chancerne var til det, mener han.
- Det var vigtigt med et point i Aarhus, og det var flot af os at komme tilbage efter en svær første halvleg.
- Kigger man på hele kampen, skulle vi også have haft tre point ud af det, siger Helenius.
Seneste artikler
Noah blev instrueret før kommunens besøg: - Jeg vidste godt, at jeg løj
15-årig dreng truet på livet
Pladsmangel på Sundskolen kan fortsætte i flere år end først antaget
Reagerer på stjålne skilte: - Dovenskab har aldrig været et handicap
Fartproblemet fortsætter: 152 blitzet på denne strækning
Mest læste artikler
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
Nakskov Sukkerfabrik lukker
16-årig overfaldet med kniv ved skole