AGF-træner efter nullert: Vigtigt ikke at tabe
Foto: Bo Amstrup/ Scanpix /Scanpix
Bo Amstrup/ Scanpix /Scanpix
AGF og AC Horsens spillede lørdag aften 0-0 i Aarhus. Et resultat, der betyder, at AGF nu har syv point ned til nedrykningsstregen.
Derfor var det trods et brændt straffespark ikke en helt utilfreds Peter Sørensen, der efter kampen skulle vurdere resultatet.
- Jeg glæder mig over, at vi holdt nullet og ikke tabte. Det var næsten lige så vigtigt ikke at tabe, som det var at vinde. Derfor blev det sådan noget risikofrit spil, siger AGF-træneren.
Selvom de resterende bundhold har en kamp tilovers i Superliga-runden og kan hente ind på Aarhus-holdet, mener Peter Sørensen stadig, at AGF er et stykke fra nedrykning.
- Det (resultatet, red.) betyder, vi har samme afstand til Horsens og fik et point mere til de øvrige, der er under os. Men Brøndby og Silkeborg får jo også point eller sætter til, og så er der stadig en god margin til os, siger han.
AGF-spilleren Osama Akharraz fik 10 minutter før tid muligheden på straffespark for at score sejrsmålet for hjemmeholdet. Den unge kantspiller formåede ikke at udnytte den store mulighed, men Peter Sørensen forsvarer alligevel sin spiller.
- Det sker jo nogle gange, at straffespark bliver brændt. Det vidner om fin karakter og mod, at man træder til med risiko for at blive synder, siger han.
AGF har med det uafgjorte resultat 34 point. Det er syv mere end Brøndby og Silkeborg, der mødes i morgen.
Peter Sørensens tropper gæster næste weekend Parken og FC København.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde