Der var ikke megen spilletid at hente for Daniel Agger i Liverpool-forsvaret i søndagens storkamp mod Manchester United. Den danske landsholdsspiller blev først skiftet ind på venstre back, da der var 10 minutter igen af opgøret.
Det samme gjorde sig gældende i den forrige Premier League-kamp mod Birmingham, og Agger erkender, at han ikke længere er selvskrevet til en plads i startopstillingen nu, hvor det er træner Roy Hodgson, der styrer taktikbrættet og ikke den afskedigede Rafael Benitez.
- Træneren har en filosofi om, at vi spiller fodbold længere oppe på banen, og så må man spille en anden slags fodbold nede bagved. Det er ikke min stil. Det er ikke den type, jeg er som fodboldspiller. Jeg vil gerne holde bolden på jorden. Og det bliver jeg ved med. Om han så kan bruge mig eller ej, må tiden så vise, siger en noget frustreret Agger til fodboldprogrammet "Verdens bedste fodbold" på 6'eren.
Han er dog indstillet på at vise, at han fortjener at være med fra kampstart.
- Jeg må jo prøve at ændre mig, selv om jeg stadig ikke bliver den spiller, der losser bolden hver evige eneste gang, jeg får den. Jeg skal nok kæmpe min chance. Jeg skal nok få chancen. Jeg ved godt, hvad jeg står for, og det tror jeg også, han (Hodgson, red.) gør, siger Agger, som understreger, at han respekterer den tidligere FCK-træners valg.
- Det er træneren, der bestemmer. Det må man rette sig efter. Sådan er det, fastslår han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde