Agger giver Olsen luksusproblemer i forsvaret
Med Daniel Agger tilbage på landsholdet råder Morten Olsen over masser af muligheder i det centrale forsvar.
Simon Kjær og Andreas Bjelland gjorde det fint i mandagens sejr over Montenegro. Og Jannik Vestergaard kom ind og var med til at vende 0-1 til 2-1 i slutningen af anden halvleg.
De tre midterforsvarere fik efter Montenegro-kampen selskab af landsholdsanfører Daniel Agger, som deltog fuldt ud i onsdagens formiddagstræning i Helsingør.
Landstræner Morten Olsen ville gerne have haft Agger med i truppen allerede for en uge siden, men på grund af sidste spillerunde i Superligaen trak det ud.
- Det har vi ventet på et stykke tid. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Han er ikke kun anfører, fordi han har bindet omkring armen. Han har erfaring, og hans engagement lyser ud af ham, når han spiller.
- Det er et boost for hele holdet, at vi har sådan en spiller og anfører tilbage på holdet.
- Vi har mange nye med, og så er det også vigtigt, at vi har spillere med, som har spillet mange kampe sammen. Det har Agger i hvert fald i forsvaret, siger Olsen.
Endnu har landstræneren ikke lagt sig fast på, hvem der skal starte inde i det centrale forsvar i lørdagens EM-kvalifikationskamp hjemme mod Serbien, for der er mange muligheder.
- Bjelland har spillet fantastisk, og nu er Jannik kommet ind og har gjort det godt. Og vi har også et par andre, som presser sig på. Det er en god udvikling for dansk fodbold i det hele taget, mener Olsen.
Agger har kun været med i en enkelt af Danmarks EM-kvalifikationskampe hidtil, og Brøndby-spilleren gik også glip af forårets testkampe mod USA og Frankrig på grund af en skade.
- Daniel arbejder hver eneste dag stenhårdt fysisk på at få balance i kroppen og blive mere stabil. Det er hans mål, når Brøndby starter op igen med kampe i Europa. Og der venter stadig en hel del vigtige landskampe.
- Han har ikke spillet på vores hold siden kampen mod Portugal, og det er hans eneste kamp i kvalifikationen indtil nu.
- Derfor ønskede vi også, at vi kunne have fået ham med lidt tidligere, men det blev, som det blev. Det må vi leve med, siger Olsen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde