Agger: Jeg var fristet af Barcelona
Danmarks landsholdsanfører Daniel Agger var fristet af, at FC Barcelona ville have ham i sommerens transfervindue. Men i sidste ende vandt loyaliteten overfor Liverpool.
Det fortæller midterforsvareren til avisen The Times i et interview som optakt til lørdagens lokalopgør mod Everton.
- Jeg tror, at man altid vil være fristet, når sådan noget opstår, siger Daniel Agger til avisen.
- Man er ikke menneskelig, hvis man ikke bliver fristet. Men jeg holdt fast i mine principper, forklarer han.
Daniel Agger har altid holdt fast i, at et ord er et ord, og det var også dét, som gjorde, at han blev i Liverpool. Agger havde i 2012 skrevet under på en fireårig kontraktforlængelse, og den kontrakt ville han ikke løbe fra.
For meldingen fra Liverpool var, at klubben ville beholde ham.
- Da jeg skrev under på min kontrakt, var det dét, jeg sagde til dem - at jeg ville blive her i fire år. Jeg kan ikke bare vende rundt og sige, at det vil jeg ikke alligevel.
- Hvis klubben havde sagt til mig, at det nok var i begges interesse, at vi skilles, havde det nok været anderledes, fortsætter Daniel Agger.
Men han indrømmer gerne, at FC Barcelona havde været et endda særdeles godt alternativ til Liverpool og Premier League.
- I så fald havde Barcelona været det bedste sted at rejse hen. Uden tvivl. Men Liverpool kom til mig og sagde, at klubben ønskede, at jeg blev.
Daniel Agger har været skadet, men skulle være klar til lokalopgøret mod Everton lørdag eftermiddag.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde