Agger: Liverpool går efter en plads i Champions League

Der skal spilles fodbold til den helt store guldmedalje. Tæt på i hvert fald, hvis man spørger klubbens danske profil, Daniel Agger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ambitionerne står nemlig indtil videre mål med den engelske klubs imponerende sæsonstart.

- Vi går efter top-4. Det er der ingen tvivl om. Vi vil gerne spille Champions League. For alle de spillere, der har prøvet det, er det det største, man kan spille i Europa. Det skal vi tilbage i. En klub som Liverpool hører til der.

- Pointmæssigt kan man sige, at vi ikke kunne have gjort det bedre. Tre sejre i træk er en god start, og det er lige, hvad vi havde brug for. Men der er lang vej endnu, og vi har mange ting, vi skal forbedre, siger Daniel Agger.

Stemningen i Liverpools trup er ifølge holdets viceanfører også god, men den har ikke taget overhånd. Når Agger bliver spurgt om, hvad spillerne drømmer om lige nu, er det blot "at vinde den næste kamp".

Holdet har vundet tre kampe ud af tre mulige og har således lagt sig lunt på førstepladsen af den engelske liga, som er blevet sat midlertidigt på pause, mens spillerne passer deres respektive landshold.

Det gælder også for Daniel Agger, som var med i Helsingør, da det danske landshold mandag var samlet til første træning frem mod de kommende to vigtige VM-kvalifikationskampe mod Malta og Armenien.

Landsholdskaptajnen er dog klar over, at der skal hives en kanin op af hatten, hvis Danmark skal spille med ved slutrunden i Brasilien næste år.

- Det ser ikke godt ud, men så længe der er en chance, tror vi på det. Vi ved, hvad det handler om, det er rimeligt simpelt.

- Vi kan ikke lave om på det (den dårlige start, red.) nu. Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan. Vi skulle gerne have seks point nu og en portion held også, siger forsvarsklippen.

/ritzau/