En skuffende sæson er en realitet for Liverpool. Holdet vinder ingen trofæer i år.
Det står fast, efter at Daniel Agger og holdkammeraterne torsdag aften måtte se finalepladsen i Europa League glide holdet af hænde, da Atletico Madrid efter forlænget spilletid sikrede sig videre avancement på reglen om udebanemål.
De 120 minutters fodbold endte 2-1 til Liverpool, men det samlede resultat blev efter de to kampe 2-2 - og altså med et spansk udebanemål.
Den ordinære kamp var sluttet 1-0 til Liverpool, og dermed var de to hold helt lige. Efter fem minutters spil af den forlængede spilletid sendte Yossi Benayoun Liverpool på finalekurs, da han gjorde det til 2-0.
Men englænderne undlod efter scoringen at fastholde initiativet i kampen, men faldt i stedet for langt tilbage på banen og gjorde sig derved sårbare.
Det viste sig da også, at finalepladsen ikke kunne forsvares hjem. Bare syv minutter efter Benayouns scoring hamrede Atletico Madrids Diego Forlan bolden ind til det meget afgørende udebanemål, der sikrede spanierne 1-2.
De to hold leverede god propaganda for turneringen, der ellers af nogle kaldes for tabernes turnering. Der var ikke meget taberbold over den tempofyldte semifinale på Anfield.
Danske Daniel Agger spillede hele kampen for hjemmeholdet, og han var faktisk første mand til at bringe tilskuerne på Anfield i ekstase, da han efter en halv time spil headede bolden i mål, men målet blev annulleret for offside.
Atlético Madrid møder Fulham i finalen den 12. maj. Kampen spilles i Hamburg.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker