Agger skifter til svensk bundklub

I Brøndby får angriberen Nicolaj Agger ikke meget spilletid

Nu er han lejet ud til den svenske bundklub Djurgården, der håber på, at Agger kan hjælpe dem med at undgå en nedrykning fra den bedste række, Allsvenskan.

Til Brøndbys hjemmeside siger sportschef Ole Bjur:

- Nicolaj har her i efteråret ikke fået meget spilletid, så derfor er det fordelagtigt for alle parter, at han nu kommer til en god klub i en god liga, hvor han forhåbentlig får spillet en masse fodbold og kan udvikle sig yderligere.

- Vi håber og forventer, at Nicolaj vender endnu stærkere tilbage, når aftalen med Djurgården udløber. Vi tror fortsat på ham og hans potentiale, fortæller Ole Bjur.

Djurgården ligger i øjeblikket nummer 14 i Allsvenskan, hvor der er 16 hold. Nummer 15 og 16 rykker direkte ned, mens nummer 14 skal spille playoff-kampe om at blive i den bedste række.

Agger, der er fætter til Liverpool-stjernen Daniel Agger, glæder sig til udfordringen.

- Det er utrolig vigtigt for mig at få fast spilletid på højeste niveau for at fortsætte min udvikling, og det kan jeg få i Djurgården i den bedste svenske række. Derfor tager jeg derop og kæmper for at få succes i resten af den svenske sæson.

- Jeg har ikke fået den spilletid i efteråret her i Brøndby IF, som jeg havde håbet og troet på. Mit forår var jeg tilfreds med, men det er svært at udvikle sig yderligere, når man sidder på bænken, og derfor har jeg accepteret Djurgårdens tilbud.

- Der er otte kampe tilbage i den svenske række samt nogle mulige play-off kampe, så jeg fokuserer nu på at levere varen for Djurgården, og så må vi se til vinter, hvad fremtiden byder på, siger han.

Den svenske klub trænes af den tidligere AaB-træner Magnus Pehrsson.

/ritzau/

Brøndby udlejer angriberen Nicolaj Agger i resten af efteråret til svenske Djurgården.

Offentliggjort Sidst opdateret