AGK-hovedsponsorer garanterer: Vi betaler
Kriseramte AG København skal ikke bekymre sig om, at håndboldklubbens største sponsorer lukker for hanen og stopper indbetalingerne til AGK-kontoen.
I hvert fald fortæller de fire hovedsponsorer, som Ritzau har været i kontakt med, at de holder sig til deres aftaler. Der er i alt fem hovedsponsorer.
Klubbens direktør Søren Colding siger ellers tirsdag til Jyllands-Posten, at dele af den store sponsorkreds holder indbetalingerne til AGK tilbage, men der er altså sandsynligvis ikke tale om nogen af de helt store bidragydere.
- Vi har en supergod aftale, og den lever vi op til til punkt og prikke og gerne mere til, siger administrerende direktør i Hummel, Søren Schriver.
Også tre andre hovedsponsorer Det Faglige Hus, Borup Kemi og Krifa har i sinde at fortsætte betalingerne til AGK, fortæller de til Ritzau.
- Vi har en aftale med AG København, der løber indtil sommeren 2013, og den har vi tænkt os at følge til punkt og prikke, siger Jesper Wengel, der er topchef i Krifa.
Fra administrerende direktør i Borup, André Willers-Madsen, lyder samme toner.
- Alle de store betaler nok det, de skal. Jeg er rigtig fortrøstningsfuld, siger direktøren.
Det er AGK-ejer Jesper Nielsens exit, der har gjort fremtiden usikker i københavnerklubben.
Men hos Hummel mener man på ingen måde, at de regerende danske håndboldmestre er blevet mindre attraktive som sponsorat. Tværtimod.
- AG København er sandsynligvis det bedste sponsorat, der findes i kongeriget i øjeblikket.
- Den klub formår at gøre det, som intet andet hold - og her taler jeg inklusive FC København og landshold - formår at gøre. De er både hamrende professionelle, og de kan alt det med følelserne samtidig. Det fås ikke bedre, siger Søren Schriver.
Det har ikke været muligt at få kontakt til Apollo Rejser, der er den femte og sidste hovedsponsor i klubben.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker