Det er en spillertrup i chok, der står tilbage, efter at AG København tirsdag meddelte, at to ud af klubbens tre trænere, Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen, omgående stopper i klubben.
Kort inden omverden blev informeret, fik AGK-spillerne nyheden om, at de to trænere ikke længere er en del af det danske mesterhold.
- De overbragte os selv nyheden. Vi er chokerede og overraskede ligesom resten af holdet. Vi er kede af at miste dem som trænere, siger Joachim Boldsen til sporten.tv2.dk.
Anfører Arnor Atlason er ligeledes rystet over nyheden.
- Det havde jeg slet ikke set komme. Det er virkelig ærgerligt, at to så dygtige trænere forlader klubben, men vi er nødt til at være professionelle og se fremad, siger islændingen til ekstrabladet.dk.
AG København møder onsdag Sønderjyske på udebane, mens det på søndag gælder ungarske Pick Szeged på hjemmebane i Champions League.
Boldsen regner dog ikke med, at den pludselige afsked med de to trænere vil betyde noget på banen.
- Det betyder forhåbentligt ikke det store sportsligt. Vi må være rutinerede og professionelle nok til at arbejde videre herfra uden dem. Men det er klart, det er trist at miste to personer, vi holder af, siger Joachim Boldsen.
Heller ikke Arnor Atlason tror, at det pludselige farvel til de to trænere vil spille negativt ind på holdets resultater, selvom anføreren ser det som et tab for klubben.
- Selvfølgelig er det et tab, det er jo gået rigtig godt, mens de har været i AG København. Nu bliver vi sat på en prøve, som vi skal forsøge at løse så godt som muligt, siger Arnor Atlason.
Herskind og Bruun Jørgensen kunne ifølge sidstnævnte ikke nå til enighed med klubben om en forlængelse af deres kontrakter, og dermed havde trænerduoen reelt ikke andet valg end at sige farvel og tak.
Der var desuden dårlig kemi mellem de to og klubbens tredje træner, svenske Magnus Andersson.
Andersson fortsætter som eneste cheftræner i AG København.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde