Ajax arbejder på at beholde træner trods United-rygter

Erik ten Hag er angiveligt en populær herre på trænermarkedet (Arkivfoto). Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix

Erik ten Hag er på rygtebørsen et godt bud på en kommende Manchester United-manager, men Ajax vil beholde ham.

Offentliggjort Sidst opdateret

Manchester United er på udkig efter en ny manager som afløser for den midlertidige løsning, Ralf Rangnick.

Ajax-træner Erik ten Hag er den seneste tid blevet sat i forbindelse med Premier League-klubben, men står det til hollænderne, kommer det ikke til at ske.

Det siger klubbens tekniske direktør, Gerry Hamstra, ifølge Reuters.

- Der er interesse for Erik ten Hag, hvilket er naturligt. Han har gjort det fantastisk.

- Vi håber, at han bliver. Vi har gjort alt tænkeligt (for at han bliver, red.). Vi arbejder hårdt på det.

- Han fokuserer på Ajax nu. Nu er vi ved at forberede os på to scenarier. Ten Hag kan forlade os eller blive, lyder det fra Hamstra.

52-årige Erik ten Hag har kontrakt med Ajax et år endnu.

Alex Ferguson var manager for Manchester United fra 1986 til 2013, men siden har syv forskellige trænere stået i spidsen for klubben på midlertidig eller permanent basis.

Det er fem år siden, storklubben senest stod med et trofæ fra en stor turnering, og også i denne sæson må holdet kigge langt efter en titel.

United er ude af Champions League og de nationale pokalturneringer. I Premier League ligger United på femtepladsen før sæsonens sidste seks kampe.

Holdet kan dog glæde sig over, at det lørdag blev til en 3-2-sejr over Norwich på Old Trafford.

/ritzau/