Ajax besejrer FCK-overmænd i Europa League

Ajax gjorde det, som FC København ikke magtede tidligere på sæsonen, da holdet vandt 2-0 på hjemmebane over Steaua Bukarest i Europa Leagues 1/16-finaler. Christian Eriksen lavede en assist.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hollænderne sikrede sig dermed et perfekt udgangspunkt inden næste uges returopgør i rumænske Bukarest.

I efteråret måtte FCK sande, at holdet ikke var i stand til at slå rumænerne i to forsøg i gruppespillet, hvor danskerne røg ud.

Steaua Bukarest slog FCK 1-0 på hjemmebane og spillede 1-1 i den afgørende gruppekamp i Parken i december.

Fire danskere fik "hævnet" sig torsdag aften, da rumænerne måtte sande, at de formentlig har nået endestationen i denne sæsons Europa-eventyr.

Ajax stillede op med tre danskere i startopstillingen. Viktor Fischer har efterhånden bidt sig fast i angrebet, mens Christian Eriksen og Lasse Schöne indtog to af de tre midtbanepladser.

På bænken fik Christian Poulsen et hvil, men den tidligere danske landsholdsanfører kom på banen i anden halvleg og fik de sidste knap 20 minutter.

Christian Poulsen kom ind og sikrede den ro på Ajax-holdet, der var brug for, efter at Ajax var kommet foran 2-0 og skulle forsvare føringen.

Midterforsvareren Toby Alderweireld havde bragt Ajax foran 1-0 efter 28 minutter. Belgieren nåede højest efter et frispark, som var perfekt lagt ind over af Christian Eriksen, som spillede en god kamp.

På et flot gennemspillet angreb i begyndelsen af anden halvleg havde Ajax-backen Ricardo Van Rhijn gjort det til 2-0, og så var hollænderne på solid kurs mod 1/8-finalerne.

Sidste sæsons Champions League-vindere, Chelsea, vandt 1-0 på udebane over Sparta Prag. Den brasilianske midtbanespiller Oscar sørgede for kampens enlige mål efter 82 minutter.

Napoli skuffede fælt ved at tabe hele 0-3 på hjemmebane til Viktoria Plzen. Udeholdets Vladimir Darida, Frantisek Rajtoral og Stanislav Teclblev scorede målene for tjekkerne.

Benfica overraskede ude mod Bayer Leverkusen. Portugiserne vandt 1-0 på et mål af angriberen Oscar Cardozo efter en times spil.

/ritzau/