Ajax-komet er forfremmet til A-landsholdet

Ajax-angriberen Viktor Fischer blev mandag aften overraskende udtaget til det danske A-landshold, som skal spille testkamp mod Tyrkiet på onsdag i Istanbul.

Offentliggjort Sidst opdateret

Landstræner Morten Olsen begrunder valget med de mange skader i truppen, hvor blandt andre FC København-angriberen Andreas Cornelius og Mechelen-angriberen Nicklas Pedersen har meldt afbud.

- Det er en investering i fremtiden. Skadesituationen gør det muligt at inkludere Viktor i A-landsholdstruppen, siger Morten Olsen til Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

Landstræneren roser Viktor Fischer, som har imponeret på det seneste.

- Han er en spændende spiller i en forrygende udvikling, og han er i fantastisk form i øjeblikket, siger Morten Olsen.

Den danske landstræner henviser blandt andet til Ajax-spillerens to mål og ene assist i weekendens 4-2 sejr over Zwolle.

Det var meningen, at Viktor Fischer skulle have spillet med på U/20-landsholdet, men de unge talenter må undvære den spirende Ajax-stjerne.

18-årige Viktor Fischer kan blive Danmarks syvendeyngste debutant, såfremt han kommer på banen mod Tyrkiet.

/ritzau/