Ajax stormer videre mod mesterskabet
Danskerklubben Ajax skal snart dumme sig gevaldigt, hvis det hollandske fodboldmesterskab skal glide klubben af hænde.
Søndag vandt Ajax med 2-1 ude over Feyenoord, som er nummer fire i den bedste hollandske fodboldrække. Det var tredje gang i sæsonen, at Ajax besejrede Feyenoord, som har været en af ærkerivalerne i en menneskealder.
Nicolai Boilesen, Viktor Fischer og Lasse Schöne var ude med skader for Ajax. Så Christian Poulsen var den eneste dansker på banen i opgøret - Lucas Andersen sad på bænken i hele kampen.
Derfra kunne han se Feyenoords italienske angriber Graziano Pelle bringe hjemmeholdet foran 1-0 efter en halv time. Islændingen Kolbeinn Sigthorsson udlignede til 1-1 i første halvlegs sidste minut - kort efter, at han var kommet på banen.
Ajax gik et gear op i anden halvleg. Træner Frank de Boer havde måske sat sine spillere bedre op end en anden tidligere hollandsk verdensstjerne, Ronald Koeman, gjorde med sine Feyenoord-spillere.
Davy Klaasen havde et storslået forsøg på stolpen for Ajax få minutter efter pausen, og 20 minutter før tid kom den scoring, som gav Ajax tre point. Joel Veltman scorede til 2-1.
Sejren betyder, at Ajax nu fører den hollandske liga med otte point ned til nummer to, Twente.
Tidligere søndag spillede Andreas Bjelland og Twente uafgjort 1-1 mod Utrecht. Gæsterne fra Twente kom foran efter 18 minutters spil - en scoring fra midtbanespilleren Quincy Promes. Australieren Tommy Oar udlignede for Utrecht kort efter pausen.
Resultaterne betyder, at Twente er på andenpladsen i Æresdivisionen med 49 point for 26 kampe. Samme pointtal som Vitesse, men Andreas Bjellands hold har den bedste målscore.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned