Ajax tager kampen op mod KIF København

Det burde være i Ajax København og ikke i KIF Kolding, at sponsorer og spillere fra det konkursramte AG København fortsatte engagementet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener Ajax Københavns direktør Jannik Hansen, som er ærgerlig over, at mange gode AGK-kræfter har valgt at fortsætte arbejdet i den nyetablerede klub KIF Kolding København.

- Set ud fra et strategisk synspunkt havde det været mere logisk, at det havde været Ajax København. Det er der ingen tvivl om, siger Jannik Hansen.

Ajax København er lige nu placeret i den næstbedste række, og det var en af årsagerne til, at det ikke lykkedes at overbevise AGK-sponsorer og stjernespillere til et skifte få kilometer længere østpå.

- Vi arbejdede på et større setup, der omfattede spillere og sponsorer i større målestok, som så ikke blev til noget.

- Vi har fulgt med på sidelinjen og set alle de netværk, der har henvendt sig til de tidligere AGK-sponsorer. Det er alt fra travbanen, fodboldklubben Brøndby og Nordsjælland Håndbold.

- Nu føler vi, at tidspunktet for at melde os på banen er rigtigt, siger Jannik Hansen.

- Vores udfordring ligger i, at vi er placeret i 1. division, og det kan vi jo ikke rigtig lave om på fra den ene dag til den anden. Men vi kan godt lave om på det fra det ene år til det andet.

- Hvis folk har den tålmodighed, det tager at komme tilbage i ligaen, så vil de gøre det strategisk helt rigtige ved at komme til os. Det er jeg overbevist om, siger Jannik Hansen.

Det er grunden til, at Ajax København har indsat helsides annoncer i dagens aviser, hvor holdet søger sponsorer under overskriften "København skal have et nyt håndboldhold på højeste niveau".

- Vi skal udnytte det hul, der er i markedet lige nu. AGK gjorde rigtig mange ting godt og viste, at der er en tilskuerinteresse i København, når der er et godt produkt.

- Det er den situation, vi skal udnytte nu. Vi har også et godt produkt, som er et andet end AGK-produktet, men helt klart et godt produkt, som er værd for sponsorer og tilskuere at lytte til, siger Jannik Hansen.

Ajax København holder et informationsmøde på onsdag i forbindelse med 1/8-finalen i pokalturneringen mod Århus Håndbold, hvor Ajax-ledelsen vil overbevise sponsorer om, at der er potentiale til et nyt københavnerprojekt i Ajax.

- Jeg ser mere, at Kolding vil prøve at være den nye københavnerklub.

- Men der er jo afgørende forskel på at ligge og have base i Kolding og spille hver anden kamp i København til at være Ajax København, som har været en del af København siden 1934, forklarer Jannik Hansen.

/ritzau/