Ajax-træner: Vi kan avancere fra dødens gruppe
Ajax Amsterdam kan ifølge træner Frank de Boer godt vippe Borussia Dortmund eller Real Madrid væk fra topplaceringerne i Champions Leagues gruppe D.
Det fastslår Frank de Boer, efter at hollænderne tirsdag fik 2-2 på udebane mod Manchester City. Næste opgave er hjemme mod Dortmund, inden Real Madrid venter på udebane i sidste gruppekamp.
- Vi har stadig en chance. Vi skal slå Dortmund, som er et af Europas bedste hold. Det har de bevist i to kampe mod Real Madrid.
- Vi viste i udekampen mod Dortmund, at vi kan tage kampen op med dem, og med tilskuerne i ryggen, så kan vi måske gøre noget, siger Ajax-træneren til TV3+.
- Vi skal tro på, at vi kan gå videre. Hvis vi spiller med selvtillid kan vi gøre det svært for alle, også Dortmund, tilføjer han.
I tirsdagens opgør i Manchester førte hollænderne med 2-0 mod City, der til sidst fik udlignet til 2-2.
- Efter kampen var mine spillere skuffede, og det er et godt tegn. Vi kunne have taget et nyt skridt i Champions League eller mod Europa League. Vi kan være stolte over 2-2 mod de engelske mestre, fastslår Frank de Boer.
Borussia Dortmund og Real Madrid befinder sig på de øverste pladser i gruppe D med henholdsvis otte og syv point efter 2-2 i Madrid tirsdag aften. Ajax har fire point på tredjepladsen, der giver adgang til Europa League efter nytår.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde