Ajax vinder topbrag mod PSV og er tilbage i titelræs
Trods en mand i undertal i store dele af anden halvleg vandt Ajax topkampen mod PSV.
Danskerklubben Ajax er helt tilbage i kampen om det hollandske mesterskab. Søndag vandt Ajax nemlig på hjemmebane over PSV i Æresdivisionens topbrag.
Trods en spiller i undertal i mere end en halv time vandt holdet med 3-1 og kom dermed på 65 point. PSV fører ligaen an med 67 point.
Ajax, der havde Lasse Schöne som eneste dansker i startopstillingen, kom foran med 1-0 på Daniel Schwaabs klodsede selvmål efter 20 minutter.
Efter 57 minutter blev Ajax dog reduceret til ti spillere, da Noussair Mazraoui fik rødt kort for en højt løftet støvle i hovedet på en modstander, og PSV udnyttede overtallet prompte, da Luuk De Jong udlignede minuttet efter.
Men Ajax svarede tilbage og scorede til 2-1 efter 72 minutter, da Dusan Tadic konverterede et straffespark til mål. Dybt inde i tillægstiden scorede David Neres så til slutresultatet.
Angriberen Kasper Dolberg sad på bænken i hele kampen, mens Rasmus Kristensen blev sendt i aktion med ti minutter tilbage. Den tidligere FC Midtjylland-spiller var med til at køre sejren hjem for Ajax.
Tidligere søndag tabte Nicolai Jørgensen og Feyenoord med 2-3 på udebane mod FC Utrecht, der havde David Jensen på mål.
Feyenoord kom fra 0-2 til 2-2 i anden halvleg, men måtte se Timo Letschert score sejrsmålet i tillægstiden.
Feyenoord ligger nummer fire med 47 point.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned