Alabas perlemål redder Real Madrid i La Liga-premiere
Real Madrids David Alaba kunne fejre sit flotte mål mod Almeria. Foto: Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix
Real Madrid var i problemer og nede med 0-1 mod Almeria, men vendte med to mål kampen til en kneben sejr.
Oprykkerne fra Almeria sørgede for overraskende stor spænding i La Liga-premieren hjemme mod Real Madrid.
Det endte dog med en kneben sejr til det forsvarende mesterhold, der skulle bruge to mål i anden halvleg for at vinde 2-1.
Almeria kom foran 1-0 efter seks minutter, da angriberen Largie Ramazani udnyttede en perfekt aflevering fra Inigo Eguaras.
Den føring holdt længe, og først efter en times spil fik Real Madrid udlignet.
Det var Real Madrid-backen Lucas Vázquez, som satte 1-1-målet i nettet efter en assist fra Karim Benzema.
Den østrigske landsholdsspiller David Alaba stod for den afgørende scoring et kvarter før tid på en ren perle af et frispark, der sad helt oppe i målhjørnet.
Alaba var lige blevet skiftet ind minuttet forinden, da Real Madrid-træner Carlo Ancelotti havde roteret voldsomt på holdet i den første ligakamp.
Det var således Alabas første boldberøring i kampen, som gav målet til 2-1.
Ud over Alaba sad Casemiro, Luka Modric og Eder Militao på bænken fra start.
Det gav blandt andet chancen til den nyindkøbte midtbanespiller Aurelien Tchouameni, men han havde vanskeligheder ved at styre spillet på den centrale del af banen.
Både Karim Benzema og Vinicius Junior var de farligste spillere i Real Madrids angreb, men de havde ikke skarpheden til at få scoret.
Almeria pressede på for at fremtvinge en udligning til slut, men hovedstadsklubben holdt stand og indledte sit titelforsvar med en sejr.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker