Alberto Contador slipper for straf

Det spanske cykelforbund har besluttet, at Alberto Contador ikke skal idømmes karantæne efter spanierens positive dopingtest under sidste års Tour de France.

Contadors advokat, Andy Ramos, oplyser til den spanske radiostationen Cope, at han er blevet informeret om frikendelsen af cykelforbundets konkurrencekomité.

I første omgang havde forbundet ellers varslet en karantæne på et år, men Contador gjorde hurtigt klart, at han så ville anke sagen til den internationale sportsdomstol CAS.

Han har hele tiden fastholdt sin uskyld i den komplicerede sag, der dog kan vise sig langt fra at være slut.

To års karantæne er i de fleste dopingsager kutyme, men både den internationale cykelunion UCI og det internationale antidopingagentur Wada har mulighed for at anke afgørelsen til CAS inden for 30 dage.

Sagen begyndte, da det sidste år blev offentliggjort, at den spanske rytter var blevet testet positiv for brug af stoffet Clenbuterol på den anden hviledag af sidste års Tour de France - et løb, som han vandt for tredje gang i karrieren.

Contadors urinprøve indeholdt dog kun 50 picogram af stoffet, og han har hele tiden fastholdt, at han har fået stoffet ind i kroppen ved at spise en forgiftet bøf.

Alberto Contador skiftede inden denne sæson til Bjarne Riis' cykelhold Saxo Bank-Sungard, hvor han skal være holdets absolutte stjerne efter Riis farvel til en lang række af sidste års profiler, heriblandt Andy Schleck.

Frikendelsen betyder, at han med omgående virkning kan køre cykelløb igen, og ifølge den spanske sportsavis Marca er det tanken, at han starter i Algarve Rundt, der begynder torsdag.

/ritzau/

Alberto Contador er blevet frikendt for doping med clenbuterol af det spanske cykelforbund.

Offentliggjort Sidst opdateret