Alcaraz må slide hårdt mod ond ånd og lader Rune vente

Carlos Alcaraz slog Botic van de Zandschulp i tre sæt. Foto: Sander Koning/Ritzau Scanpix

Carlos Alcaraz måtte bruge tre sæt på at slå hollænder. Dermed skal Holger Rune ud i sen forestilling tirsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Carlos Alcaraz måtte på overarbejde for at vinde sin første kamp ved ATP 500-turneringen i Rotterdam.

Den topseedede spanier vandt med cifrene 7-6, 3-6, 6-1 over hjemmebanehelten Botic van de Zandschulp, der som verdens nummer 84 var med på et wildcard.

Botic van de Zandschulp spillede en stor kamp og pressede den tidligere verdensetter ud i tre sæt i en kamp, der varede 2 timer og 35 minutter.

Kampens længde gjorde, at danske Holger Rune måtte vente med at komme på banen til kampen mod italieneren Lorenzo Sonego.

Runes kamp var forventet i gang mellem klokken 21 og 21.30, men ender med at begynde omkring klokken 22.30

I kampen forinden havde Alcaraz revanche til gode for det sensationelle nederlag ved sidste års US Open, hvor Botic van de Zandschulp vandt 3-0 i sæt i anden runde.

Hollænderen havde færten af en gentagelse tirsdag aften. Han var oppe med et servegennembrud to gange i første sæt og kunne serve sættet hjem, men Alcaraz kom tilbage og vandt i tiebreak med 7-3.

I andet sæt brød Botic van de Zandschulp til 4-2, og denne gang holdt han hjem og udlignede i sæt.

Men så havde han heller ikke så meget tilbage i posen. Alcaraz brød fra start i tredje sæt, og der kom intet modsvar.

Holder seedningen i de to første runder, kan Alcaraz se frem til at møde Holger Rune i kvartfinalen.

I første omgang skal Rune selv lige forbi Sonego meget sent tirsdag aften.

/ritzau/