Alcaraz uddeler æg og brager videre i Australian Open
Carlos Alcaraz er videre til kvartfinalen i Australian Open efter en overbevisende indsats. Foto: Paul Crock/Ritzau Scanpix
Med en sejr i tre sæt er Carlos Alcaraz videre i Melbourne. Miomir Kecmanovic blev ydmyget i tredje sæt.
Carlos Alcaraz er klar til kvartfinalen i grand slam-turneringen Australian Open efter en overbevisende sejr i tre sæt over Miomir Kecmanovic.
Den spanske verdenstoer vandt 6-4, 6-4, 6-0 efter en 1 time og 49 minutter over den useedede serber, der er nummer 60 i verden.
Især det sidste sæt, hvor andenseedede Alcaraz uddelte et såkaldt æg, gik hurtigt og varede under en halv time på Rod Laver Arena.
I hele kampen formåede Kecmanovic ikke at spille sig frem til en eneste breakbold i spanierens servepartier.
- Jeg pressede ham til grænsen på hver eneste bold og i hvert eneste point. Han havde spillet mange hårde kampe før denne her, så måske var han ikke fysisk på 100 procent.
- Jeg var i stand til at udnytte mine muligheder i hver eneste sæt, og det var en ret god kamp for mig, siger 20-årige Alcaraz ifølge AFP.
Kecmanovic havde inden mødet med Alcaraz spillet to maratonkampe, der var gået i fem sæt.
Alcaraz havde haft en noget nemmere vej til ottendedelsfinalen, da en kinesisk modstander trak sig kort inde i tredje sæt i kampen i tredje runde.
I de tre første kampe i Melbourne havde Kecmanovic samlet set været på banen i lidt over tre timer mere end Alcaraz.
Det var første gang, at Alcaraz var blandt de 16 bedste i Australian Open, og nu er han altså klar til kvartfinalen.
I kvartfinalen skal han møde Alexander Zverev, der var ude i en maratonkamp i sin ottendedelsfinale.
Zverev vandt i fem sæt over Cameron Norrie og var på banen i over fire timer.
Tyskeren, der er nummer seks i verden, vandt med cifrene 7-5, 3-6, 6-3, 4-6, 7-6.
- Jeg elsker at spille mod ham. For publikum bliver det en fantastisk kamp, og jeg vil give 100 procent, siger Alcaraz før opgøret mod Zverev.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde