Alex Ferguson tager Wayne Rooney til nåde

Manchester United-manager Alex Ferguson råder igen over stjerneangriberen Wayne Rooney, som af uforklarlige årsager overraskende sad over i den seneste Premier League-kamp mod Blackburn, som sensationelt vandt 3-2 på Old Trafford.

Ferguson bekræfter over for radiostationen Sirius XM, at Rooney er med - eller i hvert fald i truppen - mod Newcastle onsdag.

Ifølge flere engelske medier var Rooney end ikke på bænken mod Blackburn nytårsaftensdag, fordi han imod klubbens anvisninger i juledagene havde været i byen med holdkammeraterne Jonny Evans og Darron Gibson.

Efterfølgende havde Rooney så leveret en sløj træningsindsats, hvilket Ferguson straffede ved at lade ham sidde på tribunen, da Blackburns bundhold gæstede Manchester.

Hverken Ferguson eller Manchester United har kommenteret sagen, men Ferguson siger dog følgende til radiostationen:

- Vi havde nogle træninger, som Wayne missede. Du skal være fit for at spille med i denne liga. Du kan ikke gå glip af træninger.

Historien får tankerne tilbage til oktober 2010, hvor Rooney meddelte til offentligheden, at han ville væk fra Manchester United, inden han få dage senere fik tilbudt og underskrev en forbedret ny kontrakt med storklubben.

Ifølge engelske medier er der denne gang ikke tale om en krise mellem Ferguson og Rooney på samme niveau. Rooneys straf gjaldt kun den ene kamp mod Blackburn.

/ritzau/

Manchester United har Wayne Rooney tilbage i truppen mod Newcastle, efter han blev droppet i den seneste kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret