Alexander Bah udgår skadet i Benfica-nedtur mod rival
Alexander Bah med nummer seks har været fast mand for Benfica hele sæsonen. Foto: Pedro Nunes/Reuters
Landsholdsback Alexander Bah var med i åbningsmålet og udgik skadet, da Benfica tabte 1-2 til FC Porto.
Landsholdsbacken Alexander Bah havde en meget blandet oplevelse, da han fredag var med fra start, da Benfica tabte 1-2 til rivalen FC Porto.
Bah slog efter ti minutter et knivskarpt indlæg til den portugisiske VM-profil Goncalo Ramos, hvis hovedstød prellede af på overliggeren og gik i nettet via landsholdskollega Diogo Costas baghoved.
Knap et kvarter senere blev Bah flæsket af den mexicanske midtbanespiller Mateus Uribe og tog sig til knæet, inden han lidt senere lod sig udskifte.
Uribe fik gult for forseelsen og kunne lige før pausen hugge Porto på 1-1.
Porto var tvunget til sejr for at fastholde lidt spænding i mesterskabskampen, og ti minutter inde i anden halvleg sparkede den iranske angriber Mehdi Taremi fra kanten af feltet gæsterne på 2-1.
Selv om der skulle jagtes mål blev den danske angriber Casper Tengstedt og den tidligere FC Nordsjælland-profil Andreas Schjelderup på bænken for Benfica.
Nederlaget var Benficas blot andet i ligaen i denne sæson, og holdet har stadig syv point ned til Porto på andenpladsen med syv runder igen.
Alexander Bah skal håbe på en kort pause. Ud over mesterskabsjagten er Benfica nemlig stadig aktuelle i Champions League.
Her venter tirsdag første opgør i kvartfinalerne på hjemmebane mod Inter.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker