All England spilles som planlagt trods coronavirus
Viktor Axelsen er blandt favoritterne i herresingle ved All England. Foto: Alejandro Garcia/Ritzau Scanpix
Alejandro Garcia/Ritzau Scanpix
Næste uges All England spilles trods coronavirus. Flere aflysninger kan få indflydelse på OL-kvalifikation.
I denne uge blev badmintonturneringen German Open aflyst på grund af risiko for smittespredning af coronavirus, men næste uges traditionsrige All England afvikles som planlagt.
Det er den seneste melding, som Badminton Danmark har fået fra arrangøren, fortæller sportschef Jens Meibom.
- Vi har fået melding om, at turneringen spilles som planlagt, men det kan selvfølgelig ændre sig fra dag til dag. Der er skærpet rejsevejledning til flere lande, men England er ikke på den liste. Vi følger anbefalingerne fra myndighederne, siger Meibom.
Arrangørerne melder heller ikke om, at man skal tage særlige forholdsregler.
- Ikke andet end at man skal holde god hygiejne og holde afstand, siger han.
Sportschefen har ikke hørt fra spillere, der er utrygge ved at skulle rejse.
- Der er ingen indikationer på, at man skal være mere bekymret i England end i Danmark. Jeg har opfordret spillerne til at sige det til mig, hvis de er bekymrede, og jeg har ikke hørt fra nogen. Så jeg forventer, at vi alle rejser til England på mandag, siger Meibom.
Der er vigtige OL-kvalifikationspoint på spil i perioden frem til 1. maj, og kommer der flere aflysninger som den i German Open, kan det påvirke spillere, der ligger på vippen til at komme med til OL i Tokyo.
- Nu er der 22 turneringer at samle point i, så hvis kun German Open bliver aflyst, kan man ikke give det skylden for, at man ikke kvalificerede sig.
- Men forestiller man sig, at fire af de seks sidste turneringer bliver aflyst, så kan det da blive en hæmsko for nogen, siger Jens Meibom.
All England skal spilles fra 11. til 15. marts.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie