Allan Kuhn bliver ny træner i Hobro
Superligaklubben Hobro IK ansætter Allan Kuhn som ny træner. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Scanpix/Henning Bagger
Hobro IK ansætter Allan Kuhn som ny træner. Han afløser Thomas Thomasberg, der skal til Randers FC.
Superligaklubben Hobro IK ansætter Allan Kuhn som ny træner. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Han afløser Thomas Thomasberg, der skifter til Randers FC til oktober.
50-årige Allan Kuhn har senest været træner i Malmö FF, hvor han førte holdet frem til det svenske mesterskab i 2016.
Kort efter blev han fyret i den svenske mesterklub, angiveligt fordi spillertruppen var utilfreds med ham.
Kuhn har tidligere været cheftræner i FC Midtjylland samt assistenttræner i Randers FC og i to omgange assistenttræner i AaB, hvor han to gange har været med til at vinde Superligaen.
Sportschefen i Hobro, Jens Hammer Sørensen, glæder sig over ansættelsen af den nye træner.
- Med ansættelsen af Allan får vi en træner med erfaring fra øverste niveau i Skandinavien. Vi har haft flere samtaler med Allan, og vi er ikke i tvivl om, at det er godt match.
- Allan passer ind i klubben med sit positive sind, og han passer også fodboldfagligt til den måde, vi gerne vil spille fodbold på i Hobro IK.
- Han er en pragmatisk træner, der tager udgangspunkt i det spillermateriale, han har til rådighed, og han står derudover for noget positivt fodbold, siger han til klubbens hjemmeside.
Kuhn ser frem til en spændende udfordring og glæder sig til at komme i gang med arbejdet i Hobro IK.
- Jeg har altid følt mig hjemme, når jeg har været på besøg i Hobro, og de værdier, klubben står for, matcher perfekt med de værdier, jeg selv står for. Det er en rigtig spændende udfordring for mig, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, siger Allan Kuhn til klubbens hjemmeside.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker