Allan Kuhn klager over tyndt straffespark

FC Midtjyllands træner Allan Kuhn var stærkt utilfreds med det straffespark, som skaffede Brøndby uafgjort 2-2.

Det var forkert vurderet af dommer Peter Rasmussen, mente Allan Kuhn.

- Det var et meget kedeligt straffespark, de fik til 2-2. Jeg ser det som et rigtig, rigtig tyndt straffespark, hvis jeg skal sige det på en pæn måde, siger Allan Kuhn.

Det var Brøndbys back Daniel Wass, som fremtvang straffesparket, men Allan Kuhn vurderede ikke, at han blev ulovligt nedlagt i feltet.

- Har du ikke set det? Så kan du jo dømme straffe konstant og hele tiden. Jeg synes ikke, der skal dømmes straffe i den situation, fastholder han.

Allan Kuhn har ellers stor respekt for dommer Peter Rasmussen, som dømte forseelsen, men han tog sig en lille alvorssnak med ham efter kampen.

- Peter siger, at han synes, at der er straffe, og det må vi respektere, for jeg respekterer altid dommerne, men jeg synes, at det var tyndt dømt, siger Allan Kuhn.

Duellen mellem nummer et og to i Superligaen var ellers en underholdende affære, og havde det ikke været for straffesparket, ville Allan Kuhn under normale omstændigheder være tilfreds med et point på udebane mod rækkens nummer to.

- Hvis det ikke havde været på den måde, det skete på, så ville uafgjort mod Brøndby være godkendt, fastslår Allan Kuhn.

FCM er fortsat nummer to i Superligaen, 16 point efter FC København. Brøndby er nummer tre med 18 point op til FCK.

/ritzau/

FCM-træner Allan Kuhn følte sig snydt mod Brøndby, som ifølge ham blev tilkendt et forkert dømt straffespark.

Offentliggjort Sidst opdateret