Alle landsholdsaktuelle spillere stiller sig atter til rådighed for kvindelandsholdet i håndbold, efter at Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Håndbold Spiller Foreningen torsdag er blevet enige om en ny lønaftale.
Det vurderer målmand Karin Mortensen efter et møde mellem spillerne i Vejle.
- Alle, jeg har snakket med, og alle, der har været med til mødet, har sagt ja til at spille på landsholdet, siger Karin Mortensen.
- Alle stiller sig i hvert fald til rådighed for landsholdet, og så er det Jan Pytlicks opgave at udtage dem, han vil have til at spille, forklarer målmanden.
Mens nogle få spillere inden forliget var klar til at fortsætte på landsholdet, så var Tine Troelsen blandt det flertal, der ikke ville være med til at gå omkring 50 procent ned i løn. Nu er den beslutning ændret.
- Jeg er 100 procent klar til landsholdet. Jeg venter bare på, at Jan Pytlick ringer til mig, siger Trine Troelsen til TV2 Nyhederne.
Troelsen fortæller, at det har været en hård periode med uenighed blandt spillerne.
- Det har været rigtig ubehageligt, men jeg er sikker på, at vi er kommet stærkere ud efter dette, mener hun og forklarer, at der er en del splid på kryds og tværs på landsholdet.
- Det kommer til at tage lidt tid, og vi skal sætte os ned og snakke det igennem. Der er mange følelser med, og der er nogle, der er gået ud af fællesskabet, så nu skal vi have snakket det igennem, siger Trine Troelsen.
Målmand Karin Mortensen vurderer også, at spillerne kan komme videre efter konflikten, der har trukket fronterne op i truppen.
- Vi løfter i fælles flok, og det gav mødet i Vejle et godt indtryk af. Vi bærer ikke nag. Nu kigger vi fremad, og så er jeg sikker på, at fremtiden nok skal få løst de kløfter, der er blevet gravet.
- Det er jeg sikker på, at alle er indstillet på, selv om vi har stået på forskellige sider, siger Mortensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker