Onsdag 21. oktober tager fodboldspilleren Jesper Münsberg fra Lolland-Falster Alliancen plads i afhøringsskranken hos den internationale sportsdomstol CAS i Lausanne, Schweiz.
Her venter afgørelsen på Alliance-spillerens bemærkelsesværdige dopingsag. En sag der har fyldt meget i hans liv i de seneste 20 måneder.
Så lang tid er det nemlig siden, at han som astmatiker blev testet positiv for brug af astmamedicinen Salbutamol i en træningskamp mellem Næstved, som Münsberg spillede for dengang, og Brøndby.
Han har stadig ingen viden om sine chancer i retsagen. Og ingen kan give ham klar besked.
- Jeg håber selvfølgelig, at de vil have forståelse for min situation nede i Schweiz. Jeg har jo ikke gjort noget for at snyde. Jeg har bare taget min medicin, som jeg har fået besked på. Men reelt ved jeg ingenting om, hvordan de vil se på det, siger Jesper Münsberg.
Han har tilladelse til at bruge astmapræparatet fra Anti Doping Danmark (et såkaldt TUE-bevis), og han har to gange fået tiltalefrafald i Danmark. Først fra DIF’s dopingnævn og senere fra Anti Doping Danmark.
Men mængden af Salbutamol i hans blod var altså højere end den tilladte grænseværdi. Og dermed har det internationale doping-agentur WADA, der står som anklager i sagen, reelt retten på sin side.
WADA går efter en karantænedom på to år til Jesper Münsberg. Han har naturligvis gjort sig sine overvejelser i tilfælde af, at han skulle tabe.
- Jeg stopper aldrig med at spille fodbold, fastslår den 32-årige forsvarer hurtigt, men erkender:
- Hvis jeg er ude i to år, kan det nok komme til at knibe med at vende tilbage til divisionsfodbolden. Men omvendt har man set ældre spillere begå sig, så jeg vil ikke udelukke noget endnu.
Der kan gå op mod to måneder, før afgørelsen foreligger, har han fået oplyst.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker