Alliance-træner skeptisk overfor ny struktur

 

Divisionsforeningens udspil til ny struktur
Superligaen
- Et grundspil med 12 hold og 22 kampe om efteråret.
- Et slutspil om foråret for nr. 1-8 fra grundspillet, der tager sine point med over. 14 kampe.
- Et nedrykningsspil for nr. 9-12 samt nr. 1-4 fra 1. division. Spiller om fire pladser i Superligaen. 14 kampe.

1. division
- Et grundspil med 12 hold og 22 kampe om efteråret.
- Et nedrykningsspil for nr. 5-12 om foråret. To nedrykkere. 14 kampe.

2. division Øst og Vest
- Uændret med 16 hold i hver pulje. 30 kampe.
- Kun en oprykker fra hver pulje. Ingen playoff-plads.

Overgangsfase:
- Nedskæringen af 1. division fra 16 til 12 hold sker over to år.
- Ingen ændring for denne sæson, men i sæsonerne 2010/11 og 2011/12 vil der kun være én oprykker fra 2. division.
 

Divisionsforeningen offentliggjorde tidligere på ugen sit udspil til den kommende struktur i dansk fodbold.

Der bliver blandt andet lagt op til et grundspil om efteråret i både Superliga og 1. division, og et slutspil om foråret.

Men set med Alliance-briller er det også værd at bemærke flere andre elementer. Eksempelvis lægger Divisionsforeningen op til, at der kun skal være 12 hold i 1. division.

Det er også værd at bemærke, at antallet af hold i 1. division efter planen bliver skåret ned ved, at man to sæsoner i træk kun har én oprykker fra 2. division mod de nuværende tre. Det drejer sig i givet fald om sæsonerne 2010/11 og 2011/12.

- Det betyder selvfølgelig, at det bliver sværere for os at komme i den næstbedste række. Men omvendt betyder det også, at vi skal arbejde hårdere for at komme dertil, og derfor måske er bedre klædt på, hvis vi kommer det, funderer Alliancens cheftræner Jesper Tollefsen.

Alliancen kan dog glæde sig over, at Superligaklubbernes reservehold bliver taget ud af 2. division og anbragt i en nyskabt reserveholdsturnering, og Alliance-trænerens skepsis retter sig faktisk ikke så meget mod hans eget holds position. Det er mod toppen, han retter sin bekymring.

- Jeg tror ikke, at et slutspil med otte hold er den rigtige vej at gå. Jeg tror, at det vil være forvirrende for mange, og i længden bliver det også lidt kedsommeligt. Allerede i dag mødes holdene tre gange på en sæson. Nu skal top otte så mødes fire gange plus eventuelle pokalkampe, siger han.

Foto: Alliancens cheftræner Jesper Tollefsen.

Dansk fodbold skal have ny struktur, men udspillet begejstrer ikke alle.

Offentliggjort Sidst opdateret