Alliancen begynder året med spørgsmålstegn

Termometeret viste minus tre grader, da 19 fodboldspillere fra Lolland-Falster Alliancen tog hul på vintertræningen lørdag formiddag på kunststofbanen i Kohaven i bidende kulde.

Den nye målmand, der foreløbig er på prøve til på torsdag, Yousuf Butt, var den eneste “nye dreng i klassen”, idet Nicolai Andreasen fra Maribo jo allerede trænede med i november, mens der var comeback til Daniel Hartmann og Troels Christiansen - sidstnævnte efter en længere skadesperiode. Seks ynglingespillere er p.t. i truppen, der endnu ikke numerisk er fastlagt.

Kontraktløse Christian Pihl Pedersen var også blandt de fremmødte, mens Mads Jensen, der har samme status, ikke var med under den halvanden times lange træning.
- Det betyder dog ikke, at vi har sagt farvel til Mads Jensen, understreger Alliancens cheftræner Jesper Tollefesen.
- Aftalen er, at Mads træner med fra mandag, siger Tollefsen.

Christian Pihl Pedersen er klar til at fortsætte hos “bjørnebanden”.
- Jeg agter at træne med Alliancen og håber, vi kan finde ud af en aftale. Jeg vil gerne spille her, siger Christian Pihl Pedersen.
- Det er selvfølgelig ikke optimalt med de uafklarede spørgsmål, men vi har som førsteprioritet, at vi skal have afklaret målmands-situationen først, siger Jesper Tollefsen.

Med Martin Johnsens returnering til Roskilde mangler “bjørnene” en førstekeeper.
20-årige Yousuf Butt, der opnåede godt en halv snes kampe i HIK i fjor, får chancen for at bevise sit værd ved de næste træninger.
- Vi har aftalt at tage en snak sidst på ugen, og så kan vi enten sende ham retur eller skrive kontrakt eller vælge at se ham an i yderligere en tid, siger Jesper Tollefsen.

Mads Jensen og Christian Pihl ved endnu ikke, om de får kontrakt.

Offentliggjort Sidst opdateret