Alliancen begynder igen sæsonen på hjemmebane

Som noget nyt afvikles til foråret en turneringsrunde St. Bededag.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Om det er et godt eller dårligt program er stort set umuligt at sige noget fornuftigt om på forhånd, fordi vi endnu ikke kender nok til modstandernes styrke.

Siger manager i Lolland-Falster Alliancen, Jesper Tollefsen, om turneringsprogrammet for den kommende sæson i 2. division øst. Som det har været en tradition i de to foregående sæsoner begynder “bjørnebanden” igen hjemme i Scandic Live Arena, så man kan invitere de unge fodboldcamp-gæster til fodbold i parken søndag eftermiddag.

HIK venter i premieren i hvad der umiddelbart ligner en jævnbyrdig forestilling. Hellerup-klubben sluttede på baggrund af et bedre forår foran Alliancen i tabellen. Det hold “byttede” point i sidste sæson, idet HIK vandt 2-0 i Nykøbing F. i efteråret og Alliancen med de samme cifre på Gentofte Stadion i foråret. Efter HIK venter en udekamp mod Stenløse, der sluttede under Alliancen i tabellen sidste sæson.

Altså en relativ blød start for det lolland-falsterske fodboldflagskib, inden der venter umiddelbart sværere opgave ude mod Nordvest FC og hjemme mod Søllerød-Vedbæk, der var tophold i den forgangne sæson.

- Vi har en målsætning om overlevelse i rækken ved hurtigst muligt at komme væk fra bunden, siger Jesper Tollefsen, og derfor er det vigtigt med en god start på sæsonen.

Foråret byder på tre midt-ugerunder. Skærtorsdag 21. april ude mod HIK og vist for første gang St. Bededag 20. maj hjemme mod Greve - med efterfølgende friweekend - samt Kr. Himmelfartsdag 2. juni hjemme mod Herlev.