Alliancen drømmer om 20 point inden vinter

For knap et år siden stod Lolland-Falster Alliancen noteret for 22 point efter første halvsæson - efter nedrykningen fra 1. division - placeret på ottendepladsen i 2. division øst.

Det kan “bjørnebanden” gentage i indeværende sæson, men det kræver sejr i efterårets to sidste kampe - henholdsvis hjemme mod B.93 i morgen og næste lørdag i årets sidste kamp på udebane mod Glostrup/Albertslund.
- Hvis vi lander på 20 point, vil jeg kalde halvsæsonen godkendt, og 18 eller 19 point kan også være ok. Det hele afhænger af afstanden til nedrykningspladserne, siger Alliancens cheftræner Jesper Tollefsen.

Årets sidste opgave hjemme på Scandic Live Arena er aftenforestillingen i aften mod B.93, der er rykket til det sene kick off på grund af et dobbeltarrangement for sponsorerne i samarbejde med NFH.

B.93 ligner på flere punkter Helsingør, hvor Alliancen overraskende - for nogle i hvert fald - hentede et point i søndags.
- Det er i hvert fald ikke et hold, der kommer til at stå og forsvare sig i 90 minutter. Det ligger i deres spilforståelse, at de vil frem på banen, konstaterer Jesper Tollefsen.
- Så på den måde åbner det op for, at vi nok skal få vores chancer, vurderer Alliance-træneren.

Han håber sammen med spillerne endelig at bryde den forbandelse, der har lagt som en dyne over “bjørnebanden” i Scandic Live Arena, hvor det helt surrealistisk ikke har givet gevinst i 12 kampe i træk - syv uafgjorte og fem nederlag!

Seneste og eneste sejr i år daterer sig tilbage til søndag 11. april (2-0 over Brøndby). Det er næsten syv måneder siden....

Foto: PANDURO JENS

Aftenkamp mod B.93 som årets sidste opgave på hjemmebane.

Offentliggjort Sidst opdateret