Alliancen gik ned med flaget

Lolland-Falster Alliancen har ikke vundet en turneringskamp på udebane siden 2-0 sejren over Frem i oktober 2007. Søndag syntes forbandelsen på vej til at blive brudt, da "bjørnebanden" kom foran 2-0 på Hvidovre Stadion.

Karsten Jensen på hovedstød og Nicklas Paulsen scorede i de første 11 minutter i en kamp, Alliancen havde fin kontrol over mod et alt andet end imponerende Hvidovre-mandskab. Alligevel fik altid farlige Anders Clausen lidt heldigt reduceret inden pausen.

I anden halvleg virkede begge hold harmløse, men hjemmeholdet slog til midt i omgangen, da Stefan Krogh udlignede til 2-2.

Kampen var tilsyneladende på vej mod remis, da Jesper Christjansen fik to gule kort med få minutters mellemrum, hvorefter Alliancen var en mand mindre på banen i de sidste ti minutter.

Det udnyttede først Anders Clausen og siden Thomas Wiel-Andersen til at afgøre kampen for Hvidovre i de sidste tre-fire minutter.

Læs mere i Folketidendes sportstillæg mandag.




"Bjørnebanden" var foran 2-0, men Hvidovre kom tilbage og vandt 4-2.

Offentliggjort Sidst opdateret