Alliancen i nøglekamp mod Skjold

- Omstændighederne taget i betragtning, synes jeg ikke, vi har fået en alarmerende start på sæsonen, selv om jeg havde håbet på et par point mere på nuværende tidspunkt, siger Lolland-Falster Alliancens træner Jesper Tollefsen forud for søndagens hjemmekamp mod Skjold.

Bjørnebanden står noteret for fem point i lige så mange kampe og ligger nummer 11 i tabellen, to point foran gæsterne fra Østerbro, der har indkasseret fire nederlag på stribe og indtager næstsidstepladsen.
- Det er en nøglekamp, og da Skjold er et af de hold, vi gerne skal holde under os i tabellen, siger det sig selv, at det er vigtigt med tre point på søndag, fastslår Jesper Tollefsen.

Han håber at bygge videre på noget af den moralske boost, holdet fik af den meget sene udligning mod Ballerup-Skovlunde i sidste uge.
- Flere af resultaterne i dette efterår fortæller om, at vi i hvert fald har flyttet os med hensyn til ikke at give op, når vi kommer bagud, siger Alliance-træneren.

Jesper Tollefsen håber at få både Claes Jørgensen og Philip Olsen klar til opgøret. 
En sejr til Alliancen vil falde på et tørt sted i Scandic Live Arena, hvor “bjørnenen” ikke har vundet i otte kampe - seneste sejr daterer sig tilbage til 11. april mod Brøndby!

Foto: Philip Olsen (8) håber at blive klar efter 14 dage på sidelinjen.

Bjørnebanden tørster efter at få den første hjemmesejr i fem måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret