Alliancens direktør går ned i tid

Lolland-Falster Alliancens direktør gennem næsten syv år, Morten Jensen, har fra 1. november valgt at gå fra fuldtidsansættelse og ned på kvart tid for at hjælpe klubben med at skabe et bedre økonomisk fundament i de kommende år.

Alliancen kæmper en hård kamp for at få økonomien til at hænge sammen, og nedskæringen skal ses i det lys.
- Og så er det lige flot nok for et 2. divisionshold at have en fuldtidsansat direktør, som på mange områder bare er tilsynsførende, siger Morten Jensen om det initiativ, han selv har fostret.

Morten Jensens opgaver uddelegeres på det sportslige plan til Jesper Tollefsen og Niels Sørensen og på det administrative plan til Henning Huge, Jane Thorslund og Carsten Pedersen.
- Vi har gennem de sidste par år været gennem en meget svær tid med et vigende sponsormarked, men vi ser nu lys for enden af tunnelen og vejrer morgenluft, fortæller Morten Jensen om den økonomiske situation i Alliancen.

- Vi har med vilje lagt et forsigtigt budget for 2011, som jeg er sikker på, at vi kan opfylde, så der også bliver et overskud, og dermed skabe den luft i økonomien, som vi ikke har haft gennem de sidste par år, siger Morten Jensen.
- Det betyder, at vi fra nytår kan begynde at kigge på forlængelser af de nuværende kontrakter, ligesom vi forventer så meget luft i økonomien, at Jesper Tollefsen får mulighed for at hente nye spillere, siger Morten Jensen.

- Måske ikke i det første transfervindue, men så til sommer eller næste vinter, forudser Morten Jensen.

Foto: Morten Jensen.

Fodboldflagskibet frigør midler til fremtidige investeringer.

Offentliggjort Sidst opdateret