Alliancens måltørke slut

Foto: KHAN TARIQ MIKKEL

Præcis 8 timer og 34 minutter varede Alliancens måltørke, før Philip Olsen fik netmaskerne til at blafre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lolland-Falster Alliancen fik søndag eftermiddag et point med hjem fra Holbæk Stadion mod Nordvest FC i en rodet og uskøn affære - på en noget knoldet grønsvær.

Hjemmeholdets topscorer Lasse Quist scorede efter kun to minutter efter et indlæg fra Nordvest's venstre side. Målet lammede på det nærmeste Alliancen, der i de følgende minutter i den grad var mærket af det hurtige mål - og var heller ikke uheldige med ikke at komme yderligere bagud.

Efter en lille halv times spil lykkedes det dog for alvor Alliancens unge spillere at ryste målet af sig, og Philip Olsen kom til sit hold første chance efter 31 minutter, da han sled sig fri i feltet, afsluttede, men måtte se sit skud blive mesterligt reddet af Nordvest-keeper Lasse Sømmergaard.

Bare to minutter senere kom udligningen, da Anders Vest Hansen sparkede et tidligt indlæg ind i feltet fra højre side, og Philip Olsen i helt fri position kunne heade bolden over den fremstormende keeper.

Udligningsmålet gave Alliancen mere blod på tanden, hvor nærkampene pludselig blev vundet og hjemmeholdet blev sat under pres.

I anden halveg startede Nordvest FC bedst, mens Alliancen dog holdt godt stand og forsvarede sig heroisk. Anden halveg bød på chancer til begge mandskaber, men skarpheden manglede.