Alliancens Olsen-bande ordnede Lyngby

Årets anden træningskamp udløste den første sejr for Alliancen. Og det blev tilmed en overbevisende af slagsen, da “bjørnene” gik målamok og vandt 5-2 over Lyngbys ellers talentfulde U/19-hold (nr. fem i U/19-Ligaen).

Træningskampen foregik i et pænt tempo på Gunslevholms topmoderne kunststofbane. Men det blev også en kamp med flere defensive blundere.

Alliancen kom i front på en seværdig helflugter af Mathias Olsen fra kanten af feltet. Lyngby udlignede næsten ligeså seværdigt. Frederik Weibel tog en dribletur fra højre side og bragede bolden i kassen med et flot langskud.

Det blev 2-1 kort før pausen. Anders Vest Hansen udplacerede Lyngby-keeper Nicolai Larsen med indersiden efter forarbejde af Peter Westlund.
Men i halvlegens sidste minut fik en Lyngby-spiller uhindret lov at slå et indlæg, som endte ved Casper Petersen, der udlignede til pausestillingen 2-2.

Anden halvleg satte Philip Olsen sit tydelige aftryk på med to mål og en assist. Han sendte et langskud i mål til 3-2. Philip Olsen gjorde det også til 4-2. Aftenens sidste træffer opstod, da Philip Olsen tacklede sig vej gennem Lyngby-talenterne og serverede den for den indskiftede U/19-spiller Nikolaj Olsen. Han havde god tid til at placere bolden og øge til slutfacit 5-2.

Foto: PANDURO JENS

Olsen, Olsen, Olsen og Hansen slog til, da Lolland-Falster Alliancen besejrede Lyngbys U/19-hold i en træningskamp.

Offentliggjort Sidst opdateret