Ambitionen er nu ren overlevelse
Matias Ellemose Olsen skifter efter en enkelt sæson NFH ud med TIK Taastrup fra 2. division. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Mandefald hos NFH's herrer efter kikset oprykning.
NYKØBING NFH var et mulehår fra at rykke op i 2. division med klubbens bedste herrehold i den forgangne sæson.
Men coronaen kom i vejen, og lige nøjagtig da turneringen blev låst fast, lå NFH kun på andenpladsen i 3. division, og fik dermed en lang næse, da Hvidovre var á point med NFH, men bedst i det indbyrdes regnskab.
Den kiksede oprykning betyder nu, at flere spillere søger andre græsgange.
Størst er problemet på målmandsposten, hvor målet står gabende tomt efter afgang fra både Joakhim Møss, der er taget til Rødby, og Thomas Thuen, der er vendt retur til Dalby, hvor han kom fra før sidste sæson.
- Det er selvfølgelig et stort problem, erkender træner Bo Toft Pihl, der er gået i gang med at sondere terrænet for mindst én erstatning, men det er ikke let.
- Jeg er i dialog med en enkelt, som jeg håber lidt på, lyder det fra træneren, der også har mistet sin playmaker Matias Ellemose Olsen.
Skifter en række op
Matias Ellemose Olsen har sammen med Kevin Fitzgerald valgt at skifte til TIK Taastrup, der med den tidligere Sydhavsspiller Thomas Jørgensen ved trænerroret har ambitioner om at spille med i toppen af 2. division.
- Matias' afgang er et kæmpe tab. Ingen tvivl om det. Han stod for at sætte alt vores angrebsspil op, lyder det fra Bo Toft Pihl, der forventer, at rutinerede Anders Nissen skal tilbage på playmakerpositionen i den kommende sæson.
- Var vi rykket op i 2. division, var Matias blevet hos, sukker Bo Toft Pihl.
Derudover forventer Bo Toft Pihl, at venstrehåndsspilleren Simon Bak Nielsen vender retur til Dalby og at stregspilleren Jacob Slot indstiller karrieren.
- Det er noget af en åreladning, erkender håndboldtræneren, der også kan melde om rygproblemer hos superveteranen Brian Nyborg.
- Men Nyborg skal man aldrig afskrive, siger Bo Toft Pihl, der arbejder på tilgange, men endnu ikke har noget på plads.
- Jeg håber på, at jeg kan overtale Andreas Glintborg til at tage en tørn, siger Bo Toft Pihl om bagspilleren, der for mange sæsoner siden fik enkelte kampe på Team Sydhavsøernes 1. divisionshold.
De unge skal ind på holdet
Derfor er målsætningen for den kommende sæson i 3. division en ganske anden og mere tilbageholdende end i sidste sæson.
- Det handler udelukkende om overlevelse, og så håber jeg, at vi langsomt kan få spillet nogle af klubbens egne unge spillere ind på holdet, siger Bo Toft Pihl og nævner stregspilleren Anton Nielsen som en ung gut, der har fremtiden foran sig.