Amerikaner genvinder enkeltstartsguld efter lang skadespause
Emma Norsgaard Bjerg blev bedste dansker på torsdagens VM-enkeltstart. Hun sluttede på en 16.-plads. (Arkivfoto). Foto: Christian Hartmann/Reuters
Amerikaneren Chloe Dygert vandt torsdag kvindernes VM-enkeltstart foran Grace Brown fra Australien.
Amerikaneren Chloe Dygert er verdensmester i enkeltstart for kvinder.
Den 26-årige amerikaner var hurtigst af alle, da hun tilbagelagde de 36,2 kilometer på 46 minutter og 59 sekunder ved VM i Skotland.
De to danske deltagere, Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg, var langt fra kampen om medaljerne.
Emma Norsgaard Bjerg blev den bedste af de to. Hun sluttede på en 16.-plads små tre minutter efter Dygert.
Det er anden gang i karrieren, at 26-årige Dygert vinder VM-guld i enkeltstart.
I 2019 vandt hun også guld i enkeltstartsdisciplinen.
Året efter styrtede hun slemt, da hun skulle forsøge at forsvare titlen, hvilket tvang hende af cyklen for en længere periode.
Det er først i år, hun for alvor er kommet tilbage, men amerikaneren udtalte i maj, at hun stadig kunne mærke til styrtet, når hun sad på cyklen.
Dygert vandt i sidste uge en guldmedalje i individuelt forfølgelsesløb ved bane-VM. Så det var amerikanerens anden guldmedalje på en uge.
Hun forklarede efter torsdagens VM-triumf i enkeltstart, at hun havde følt sig utilpas siden strabadserne i velodromen og kæmpet med en forkølelse.
- Hvis enkeltstarten skulle være kørt bare en dag tidligere, så tror jeg ikke, at jeg havde stillet op. Jeg har brugt de seneste fire dage til at bede til at blive klar.
- Jeg er stadig ikke 100 procent frisk, men jeg startede løbet for at give alt, og det var akkurat nok til sejr. Det er meget specielt, siger Dygert ifølge Reuters.
Australieren Grace Brown var den eneste, der kunne true Dygert på torsdagens enkeltstart. Brown var særligt hurtig på den sidste del af ruten, men det var ikke nok i mål, hvor hun var fem sekunder efter amerikaneren.
Det er andet år i træk, at Grace Brown må nøjes med sølv.
Christina Schweinberger fra Østrig tog bronzemedaljen.
Schweizeren Marlen Reusser var på forhånd en af de helt store favoritter, men hun stod undervejs på enkeltstarten af cyklen i gråd og udgik af uvisse årsager.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker