Amerikaner sælger Sønderjyske til lokale investorer
Sønderjyske rykkede ud af Superligaen i maj. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Povl Davidsen, Morten Kristoffer Larsen og Markus Kristoffer Larsen har købt Sønderjyskes fodboldafdeling.
1.-divisionsklubben Sønderjyske kommer igen på danske hænder efter lidt under to år med den amerikanske Platek-familie som ejer.
Mandag oplyser Sønderjyske, at lokale investorer har købt klubben.
De nye ejere er erhvervsmanden Povl Davidsen, der ejer den mangeårige Sønderjyske-sponsor Davidsens Tømmerhandel, og Morten Kristoffer Larsen og sønnen Markus Kristoffer Larsen, der ejer en række virksomheder i det sydlige Jylland.
Det oplyses ikke, hvor stor en andel af ejerskabet de hver især besidder.
Under det amerikanske ejerskab oplevede Sønderjyske en sportslig nedtur. Derfor er klubben for første gang siden 2007/08-sæsonen at finde i landets næstbedste fodboldrække.
Med ejerskiftet skal der findes tilbage til de dyder, der sikrede Sønderjyske kontinuerlig fremgang på og uden for fodboldbanen.
Sammenhold, ydmyghed, ansvarlighed og hårdt arbejde bliver således nøglen til succes, lyder det fra de nye ejere.
- De værdier har rødder langt ud i den sønderjyske muld og skal kunne føles i alt, lige fra hvad spillerne leverer på banen, over den måde vi vil investere på, til hvordan vores fans og sponsorer oplever klubben.
- Sønderjyske er skabt ved at lægge lag på lag, og det vil vi fortsætte med, og de klassiske Sønderjyske-værdier vil blive prioriteret højt, siger Markus Kristoffer Larsen.
Povl Davidsen supplerer:
- Vi har haft uforglemmelige oplevelser i Superligaen, pokalfinaler og i Europa, og vi har altid haft en stor tro på et fælles fodboldprojekt i Sønderjylland.
- Det er vigtigt, at regionen har et fodboldhold, som spiller med på øverste hylde, og det er vigtigt, at vi står sammen om det, hvis det skal lykkes, siger Povl Davidsen.
De nye ejere skal bruge den kommende tid på at nedsætte en ny bestyrelse og direktion.
Sønderjyske har fået en god sæsonstart i 1. division med to sejre i to kampe og en målscore på 7-2.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub