Amerikaner slår 11 år gammel tikampsrekord
9000 point har længe været en magisk grænse i mændenes tikamp. Indtil i går var det kun tjekken Roman Sebrle, der nogensinde havde passeret, den, men nu må han dele æren med amerikaneren Ashton Eaton.
Og samtidig må tjekken se sin 11 år gamle verdensrekord overgået med 13 point, idet Eaton ved de amerikanske OL-udtagelser nåede op på 9039 point.
En præstation, der blev godt hjulpet på vej af publikum i byen Eugene i delstaten Oregon, hvor rekordholderen træner til daglig. Specielt på den afsluttende 1500-meter var støtten hørbar.
- På de sidste 600 meter var det ikke mine egne ben, der løb. Det var utroligt. Der er magi her, sagde Ashton Eaton efter at have sat rekorden, der oven i købet blev sat i dårligt vejr.
Eaton vandt syv af de 10 discipliner og præsterede de bedste resultater på 100-meteren og i længdespring nogensinde ved et tikampstævne med henholdsvis 10,21 sekunder og 8,23 meter.
Han sidder også på verdensrekorden i indendørs femkamp, og må nu regnes som storfavorit til OL-guldet, og måske sætter han en endnu en verdensrekord ved legene i London.
- Det fantastiske ved det her er, at jeg ikke engang føler, at jeg har ramt min grænse endnu.
- Jeg føler stadig, at jeg kan løbe hurtigere, hoppe højere og kaste længere, siger Eaton.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde