Amerikansk golftalent styrer mod majortriumf
Den 21-årige amerikaner Matthew Wolff var klart bedste mand på tredjedagen af US Open. Han ligger alene i spidsen af turneringen i fem slag under par. Foto: Gregory Shamus/Ritzau Scanpix
Gregory Shamus/Ritzau Scanpix
21-årige Matthew Wolff kan blive den yngste vinder af US Open siden 1913, hvis han kan holde fast i føringen.
Den 21-årige amerikaner Matthew Wolff har sat kursen mod karrierens største golftriumf ved majorturneringen US Open.
Med en tredje runde i 65 slag - fem under banens par - slog Wolff sig lørdag op på førstepladsen i det stærkt besatte felt.
Amerikaneren har et forspring på to slag til landsmanden Bryson DeChambeau inden sidste runde, der spilles søndag.
Wolffs stærke tredje runde blev især grundlagt på banens første ni huller, hvor amerikaneren lavede hele fem birdies.
På de sidste ni huller blev det til syv par og en bogey på hul 16, inden amerikaneren sluttede, som han begyndte, med en birdie på hul 18.
Formår den unge amerikaner at holde fast i føringen på søndagens sidste runde, så bliver han den yngste spiller siden 1913 til at vinde US Open.
En imponerende bedrift med tanke på, at turneringen på Winged Foot Golf Club i Mamaroneck i delstaten New York er hans bare anden majorturnering i karrieren.
- Det er meget tidligt i min karriere, men jeg føler, at jeg har evnerne til at vinde, siger han på et pressemøde efter runden.
Matthew Wolff fik sin majordebut i sidste måned ved PGA Championship. Her sluttede han på en delt fjerdeplads.
Den nordirske golfstjerne Rory McIlroy gik også en rigtig fin tredje runde i to slag under par, hvilket sendte ham 15 placeringer op ad ranglisten til en øjeblikkelig syvendeplads.
Amerikanske Patrick Reed, der førte US Open efter fredagens anden runde, havde til gengæld en forfærdelig dag lørdag.
Han gik tredje runde i syv slag over par og ligger nu på en delt 11.-plads.
Den amerikanske verdensetter Dustin Johnson har på intet tidspunkt for alvor haft tur i den under årets US Open. Han ligger på en delt 21.-plads.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker