Amerikansk skidronning får comeback i næste uge
Lindsey Vonn er snart tilbage på sportens øverste scene. Foto: Christian Petersen/Ritzau Scanpix
Lindsey Vonn skal 21. december køre sit første World Cup, siden hun i 2019 indstillede karrieren.
Når de bedste kvindelige skiløbere kæmper om World Cup-point i super-G i schweiziske St. Moritz 21. og 22. december, kommer en af deltagerne til at stjæle rampelyset.
Den 40-årige skidronning Lindsey Vonn vender nemlig tilbage på sportens øverste niveau i de to løb efter mere end fem års fravær. Det bekræfter hun fredag på Instagram.
- Jeg har en god nyhed. Min krop hænger endelig sammen igen, siger den skadesplagede skiløber.
- Jeg har hørt, at St. Moritz er et dejligt sted den her tid på året, siger hun.
For cirka en måned siden annoncerede hun sit forestående comeback, og i sidste uge gjorde hun comeback på lidt lavere niveau. De præstationer banede vej for et wildcard til løbene i St. Moritz.
I februar 2019 indstillede Vonn sin karriere med en VM-bronzemedalje i det sidste løb.
Da hun lagde skiene på hylden, var det som den mest vindende kvinde i World Cup-sammenhæng med 82 løbssejre. Det er senere blevet overgået af landsmanden Mikaela Shiffrin, som er på 99 World Cup-sejre på tværs af discipliner.
Derudover har Vonn vunder tre olympiske medaljer, otte VM-medaljer og den samlede World Cup fire gange.
Det var særligt problemer med det højre knæ, som tvang Vonn til at indstille karrieren. Tidligere i år har amerikaneren været gennem en stor knæoperation, hvor hun fik et nyt knæ.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker