Amnesty og DBU samarbejder om menneskerettigheder
DBU-formand, Jesper Møller, vil samarbejde med Amnesty International om at bekæmpe brud på menneskerettigheder
Dansk Boldspil-Union (DBU) og Amnesty International har indgået et samarbejde, der skal ruste DBU til at arbejde med menneskerettigheder i det internationale arbejde.
Aftalen indebærer rådgivning, udveksling af viden og samarbejde om at sætte menneskerettigheder på den internationale dagsorden.
Både spillere, ledere og trænere i DBU vil modtage briefinger fra Amnesty International om menneskerettigheder i værtslandene forud for fodboldkampe og turneringer i udlandet.
Hvis der er kritisable forhold, vil DBU bringe sagerne op over for værtslandenes fodboldorganisationer samt i andre sammenhænge.
- DBU vil arbejde for, at respekt for menneskerettigheder indgår som et væsentligt kriterium i udvælgelsen af værtslande, står der blandt andet i aftalen.
Den er indgået på et tidspunkt, hvor den internationale fodboldverden er ramt af beskyldninger om bestikkelse og korruption på højeste niveau i Fifas eksekutivkomité.
Samtidig er der løbende debat om, hvorvidt de fremtidige VM-værtslande hos Rusland og Qatar gør nok for at overholde menneskerettighederne.
Og til februar vælges en ny præsident for Fifa til et valg, hvor DBU arbejder for at sætte transparens og etik på dagsordnen.
I det arbejde vil samarbejdet med Amnesty være af stor betydning, vurderer Jesper Møller, formand for DBU.
- Fodbolden kan måske ikke løse alle verdens problemer, men vi skal bruge den til at sætte et positivt aftryk, hvor vi kan.
- Vi sætter menneskerettighederne i fokus, hvad end det drejer sig om en slutrunde, venskabskamp eller en træningslejr for vores landshold i udlandet.
- I det arbejde vil vi gøre brug af den store viden og erfaring hos Amnesty International, siger Jesper Møller til unionens hjemmeside.
Hos Amnesty ser vicegeneralsekretær Trine Christensen frem til samarbejdet.
- Vi håber, at vi sammen med DBU og andre landes fodboldforbund kan skubbe på for reformer, så fodbolden bliver bannerfører for menneskerettigheder ved kommende slutrunder.
- På den måde kan DBU og fodbolden være med til at skabe positive forandringer for millioner af mennesker, siger hun.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde