Amorim maner til tålmodighed efter svær United-debut
Ruben Amorim var igennem store dele af følelsesregisteret, da han debuterede som Manchester United-træner og kun fik 1-1 mod Ipswich. Foto: Chris Radburn/Reuters
Manchester United skal forbedre sig fysisk, teknisk og taktisk, siger Ruben Amorim efter 1-1 mod bundhold.
Ruben Amorim fik ikke den bedste start på sin trænerkarriere i Manchester United. På udebane mod bundholdet Ipswich fik United blot 1-1 søndag aften.
Spillemæssigt var United hårdt presset i store dele af kampen, og skulle kampen have haft en vinder, ville det have været fortjent, hvis Ipswich tog stikket.
Efter kampen beder Amorim omgivelserne om tålmodighed med projektet.
- Vi er nødt til at forbedre os fysisk, teknisk og taktisk, og vi har brug for tid til at gøre det, siger Amorim ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Det er svært for spillerne at skulle lære en masse ting på to dage, blandt andet i forhold til positionering, men de prøvede.
United fik ellers en drømmestart, da Marcus Rashford bragte holdet foran allerede i det andet minut.
Ipswich overtog dog hurtigt styringen, og keeper André Onana måtte hive flere store redninger frem, men han var chanceløs ved Omari Hutchinsons langskud kort før pausen.
- Jeg synes, at vi startede rigtig godt, og vi scorede hurtigt. Bagefter skulle vi have kontrolleret bolden bedre, men det formåede vi ikke.
- Jeg vidste i forvejen, at det er en hård liga, og nu fik jeg det virkelig at føle i intensiteten fra modstanderen og presset fra stadion, lyder det fra Ruben Amorim, der er gået fra sejr til sejr hidtil i sæsonen med Sporting.
Med resultatet er United blot nummer 12 i Premier League. Holdet er 15 point efter førerholdet, Liverpool, og har seks point op til de placeringer, der udløser deltagelse i Champions League i næste sæson.
Næste opgave i ligaen er på søndag hjemme mod Everton, men først venter en kamp mod norske Bodø/Glimt i Europa League på torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker