Det var nemt at have ondt af Australien efter det uafgjorte 1-1-resultat mod Ghana ved VM i fodbold. For selv om de gulblusede "Socceroos" måtte klare sig med blot 10 mand i 66 minutter, var de faktisk det bedste hold på banen og havde fortjent en sejr.
Det begyndte ellers godt for Australien, der bragte sig foran efter bare 11 minutters spil. Ghanas målmand Richard Kingson fumlede ved et frispark og fik ikke ordentligt fat i bolden, og så var det nemt for Brett Holman at sparke riposten i mål.
Ghaneserne var dog ikke mere rystede, end at de hurtigt samlede sig. Og vendepunktet kom et lille kvarter senere, da Australiens Harry Kewell tog hånden til hjælp og reddede et ghanesisk forsøg på målstregen.
Det betød, at australiernes største angrebsprofil måtte forlade banen og formentlig også VM-turneringen efter bare 25 minutters spil. Samtidig fik Ghana tilkendt et straffespark, som Asamoah Gyan scorede på. Det var i øvrigt samme spiller, som stod for sejrsmålet i holdets første kamp mod Serbien, og det blev også scoret på straffe.
Så kunne man tro, at resten af kampen ville blive ét langt stormløb mod det australske mål, men det var på ingen måde tilfældet. Det godt organiserede australske hold var pisket til at gå efter sejren efter 0-4-nederlaget mod Tyskland forleden, og chancerne til endnu et mål var der bestemt.
Blandt andet havde indskiftede Josh Kennedy to rigtigt gode muligheder for at blive matchvinder, men det blev ved forsøget.
Det uafgjort resultat betyder, at Ghana inden sidste spillerunde fører gruppen med fire point, mens Tyskland og Serbien har tre point. Australien har kun ét point og skal formentlig slå Serbien stort, samtidig med at Tyskland skal vinde over Ghana i sidste runde, hvis holdet skal gå videre fra VM-gruppespillet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde