Analyse: Nykøbing FC lignede et rigtigt fodboldhold igen

Peter Ullum fejrer sejren sammen med fansene efter 4-0-sejren over HIK. Foto: Thomas Lærke Jensen

Forstærkningerne hentet i vinterpausen har løftet Nykøbing FC markant. Det fik HIK at mærke. Læs analysen af kampen her.

Offentliggjort Sidst opdateret

1.201 tilskuere havde en skøn aften i Lollands Bank Park i selskab med Nykøbing FC, der slog rækkens nummer seks HIK med hele 4-0.


Kampens Nykøbing FC-spiller: Lucas Nyman Engelmand har kæmpet hårdt med skader det seneste års tid, men nu er formen vendt tilbage, og han var her, der og allevegne mod HIK i de 70 minutter han fik på banen. Væk var de uprovokerede boldtab og han var stærk både med og uden bold. Krydret med scoringen til 2-0, som han selv iscenesatte og afsluttede effektfuldt efter en halv times spil.


Kampens nedtur: På en aften hvor alt lykkedes og holdet vinder 4-0, så er det ekstremt svært at finde en nedtur. Det skulle da lige være modstanderen HIK, der kun skabte en reel målchance igennem hele kampen, og derfor tabte helt fortjent til stærkt spillende Nykøbing FC.


Derfor vandt Nykøbing FC: Den blot tredje sejr i sæsonen kom i hus efter en aften, hvor alt fungerede. Værterne havde som gameplan at sætte sig på HIK straks fra kampen start, og det lykkedes til fulde. Blot ti minutter skulle der gå før den første store forløsning kom, da Magnus Bøttger sparkede bolden i kassen, og derfra stod der Nykøbing FC på hele kampen.

De nye spillere, der er hentet ind har forstærket holdety helt enormt, og det er også ganske tydeligt at den nye træner Mikkel Thygesen har sat et kolossalt aftryk på holdet allerede. Væk er den kønsløse boldmassage, som kendetegnet holdet i efteråret, der nu er byttet ud med en langt mere direkte og effektiv spillestil, der sætter modstandernes bageste kæder under et massivt pres, når den store angriber Mikkel Dahl skyder brystkassen frem og vristerne modstanderne væk som fluer.

Han er en ordentlig mundfuld og det giver plads til de øvrige, som kommer med i straffesparksfeltet med lyst til at sparke på mål.

Da sejren skulle forsvares hjem i anden halvleg viste den nye defensiv med to meter høje Peter Ullum som styrmanden og den lige så høje Marco Brylov inde i målet, at Nykøbing FC bliver svære at score mod i denne forårssæson. Alt blev headet væk, og HIK der i den omvendte kamp i Gentofte vandt 3-0 i efteråret, havde ikke meget at byde på.

Det lover enormt godt for forsættelsen for Nykøbing FC, der i den grad må have sat sig i respekt hos de øvrige hold i rækken med den præstation de leverede fredag aften. Den skal følges op næste lørdag på udebane mod Ishøj.