Paris Saint-Germain skal gøre sig gældende i Champions League.
Det er hovedopgaven for den nytiltrådte træner Carlo Ancelotti i den franske hovedstadsklub, siger italieneren selv.
- Vi har kæmpe ambitioner. Selvfølgelig vil vi vinde den franske liga, og vi vil spille med i Champions League og gøre det så godt som muligt der. Men diskussionen er ikke, at nummer et er godt og nummer to er skidt.
- Projektet er større end det. Målet er, at klubben skal vokse, at klubben er konkurrencedygtig i Frankrig, men især i Europa. Jeg har et kæmpe ansvar, siger Ancelotti ifølge AFP.
Den 52-årige tidligere Chelsea- og AC Milan-træner fik jobbet fredag efter fyringen af Antoine Kombouare, der ellers har ført Paris Saint-Germain til toppen af fransk fodbold i denne sæson.
Men trods en førsteplads i ligaen har det for ledelsen været skuffende, at klubben ikke gik videre fra gruppespillet i Europa League.
- Jeg skal ikke vende det hele på hovedet. Det er aldrig nemt at overtage et job midtvejs i sæsonen. Holdet er på toppen og har præsteret godt. Jeg er her blot for at tilføre min viden og rutine, fortæller Ancelotti, der blev fyret i Chelsea i sidste sæson.
Italieneren får den tidligere franske landsholdspiller Claude Makelele som sin trænerassistent i klubben.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker