Ancelotti udskiftede påvirket spiller efter dødstrusler

Raúl Asencio fik hårdhændet behandling af Real Sociedads fans i den første Copa del Rey-semifinale. Spanieren er under beskydning for at have delt seksuelt videoindhold, der involverer en mindreårig. (Arkivfoto). Foto: Joan Monfort/Ritzau Scanpix

Pokalkampen mellem Real Sociedad og Real Madrid måtte afbrydes efter verbale angreb mod Raúl Asencio.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spanske Raúl Asencio blev udsat for hadske tilråb fra Real Sociedad-fans, da Real Madrid onsdag mødte baskerne i semifinalen i den spanske pokalturnering Copa del Rey.

Real Madrid vandt opgøret med 1-0 på et mål af Endrick i første halvleg, men det var ikke det sportslige, kampen vil blive husket for.

Hjemmeholdets fans råbte "død over Asencio" fra tilskuerpladserne, hvilket fik dommeren til midlertidigt at afbryde kampen og Real Madrid-træner Carlo Ancelotti til at reagere ved at tage stopperen ud i pausen.

- Jeg var nødt til at tage ham ud. Han var berørt, og han havde et gult kort. Det påvirkede hans spil. Han var ikke glad for det, men det var nødvendigt, siger Ancelotti til AFP.

- Jeg tror ikke, der er nogen, der synes om at høre et helt stadion råbe, at de håber, man dør, og han blev tydeligt påvirket af det.

Det er ikke første gang, at forsvarsspilleren er skydeskive for hadske tilråb og kommentarer.

22-årige Asencio er i øjeblikket under efterforskning for angiveligt at have delt seksuelt videoindhold af en mindreårig optaget af to tidligere Real Madrid-ungdomsspillere.

Gårsdagens episode var første gang, en kamp måtte afbrydes som konsekvens af de verbale angreb mod spanieren.

Real Sociedad-anfører Mikel Oyarzabal opfordrede efter kampen fans til at være mere respektfulde.

- Vi bryder os ikke om den slags angreb. Der er andre måder at vise sin utilfredshed med andres handlinger på. Det her er ikke den rigtige, lød det fra Oyarzabal.

Trods fraværet af store profiler som Kylian Mbappé, Federico Valverde og Thibaut Courtois sikrede madrilenerne sig et godt udgangspunkt inden returopgøret på Santiago Bernabeu 1. april.

I den anden semifinaleduel leverede FC Barcelona og Atlético Madrid en sand målfest, da de spillede 4-4 i det første opgør i Barcelona.

/ritzau/