Anderlecht henter Delaney til Belgien på lejeaftale
Thomas Delaney var i foråret udlejet til Hoffenheim. (Arkivfoto). Foto: Max Ellerbrake/Ritzau Scanpix
Thomas Delaney skifter til Anderlecht, hvor han bliver holdkammerat med Kasper Dolberg og Anders Dreyer.
Danskerkolonien i Anderlecht er tirsdag blevet endnu større.
Den belgiske klub har annonceret, at Thomas Delaney er ankommet på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen. Den danske landsholdsspiller skifter fra Sevilla.
31-årige Delaney bliver i Anderlecht holdkammerat med blandt andre Kasper Dolberg og Anders Dreyer og vil blive trænet af Brian Riemer. Jesper Fredberg er klubbens fodbolddirektør.
- Jeg er beæret over at repræsentere denne klub. Jeg har kendt Anderlecht i lang tid. Jeg havde Ariël Jacobs (tidligere Anderlecht-træner, red.) og Brian Riemer som trænere i FC København.
- Jeg vil gerne bringe erfaring og energi til spillergruppen og bidrage til vindermentaliteten, siger Delaney på Anderlechts hjemmeside.
Midtbanespilleren har været ejet af Sevilla siden 2021. I foråret i år var Delaney udlejet til tyske Hoffenheim. Han har tidligere været holdkammerat med Kasper Dolberg i begge klubber.
- Vi er meget glade for at tilføje Thomas til vores hold, siger Jesper Fredberg på Anderlechts hjemmeside.
- Han har lederevner og kommer med erfaring fra et meget højt internationalt niveau, og han kan hjælpe os med at finde den rette indstilling på midtbanen.
Ifølge B.T. har Anderlecht sikret sig en frikøbsklausul på Delaney, så han kan købes for tre millioner euro - cirka 22 millioner kroner - når lejeaftalen udløber næste sommer.
Tirsdag aften fortalte FC Københavns sportsdirektør, Peter "PC" Christiansen, til TV3+, at klubben havde givet Thomas Delaney, som spillede i FCK frem til 2016, et "lukrativt tilbud".
Det afslog Delaney ifølge Christiansen, fordi midtbanespilleren ikke kunne se sig selv i den "model", som FCK ønskede for samarbejdet.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker